Hvem er vi?
Vi er Monika og Holger og sammen har vi Konrad, som blev født sommeren 2023 og vores hund Ulla.
Vi er begge 30 år og jeg er uddannet cand.mag. i kommunikation og hjemmepasser på nuværende tidspunkt Konrad og min mand Holger arbejder i tech bio branchen i en nyopstartet virksomhed, som han selv har været med til at stifte.
Igennem graviditeten havde vi en del åbne samtaler om hvorfor det kunne være en smart måde at fremtidssikre vores barn og potentielle fremtidige børn med stamcelleropbevaring fordi Holger på forhånd havde kendskab til stamcellers medicinske muligheder.
Fra tanke til handling
Der gik ikke længe fra at vi havde læst op på de medicinske muligheder, der er i behandling med stamceller, til vi fik bestilt Cellavivapakken og planlagde hvordan opsamlingen skulle foregå. Vores tanker omhandlede meget potentialet i selve stamcellerne og hvordan lægevidenskaben i højere grad har fået øjnene op for, hvordan stamceller kan benyttes til at kurere forskellige sygdomme. Vi tænkte det kunne være smart at have det som en slags “fremtidig forsikringsordning”, i tilfælde af at Konrad, os eller en af hans fremtidige søskende ville blive syge.
“Det var følelsesmæssigt svært at skulle snakke om det her fremtidsscenarie, at vores ufødte barn en dag kunne have brug for disse stamceller. Vi tog derfor snakken i flere omgange og besluttede os for at gøre det.”
Selve fødslen og opsamlingen af stamceller
Vi er i slutningen af maj måned, året er 2023 og jeg har for længst passeret min terminsdato. Jeg husker dagene som varme og tunge og min krop og mit sind som utålmodigt. Jeg bliver igangsat mandag d. 29 maj, som er tolv dage efter min terminsdato.
Mandag d. 29 maj kører Holger og jeg til Hvidovre Hospital, jeg bliver målt, vejet og undersøgt.
De lytter til Konrads hjerterytme og alt ser fint ud. Jeg får nogle angusta piller, som jeg løbende skal indtage.
Jeg mærker begyndende veer natten til tirsdag og vælger derfor at stoppe med at tage pillerne. Næste morgen har jeg det godt og veerne er gået i sig selv igen. Vi tager ud til Hvidovre Hospital hvor lægen fortæller mig at jeg er åbnet 2-3 centimeter hvilket lige præcist er nok til at hun kan tage mit vand.
Jeg får en dameble på og lægen sender os ud for at finde noget aftensmad inden fødslen går løs.
På vej tilbage til hospitalet begynder veerne at tage til og vi bliver indlogeret i et værelse på hospitalet.
Om Natten er veerne så kraftige at jeg ikke kan sove, jeg bruger de vejrtrækningsteknikker jeg har lært på fødselsforberedelseskurset og prøver på at lukke øjnene, men veerne kommer oftere og kraftigere. Jeg bliver derfor tilbudt en såkaldt “cocktail” som er diverse smertestillende piller, det er helt perfekt og hjælper mig til at falde i søvn igen.
Næste morgen bliver jeg undersøgt igen, jeg har kun åbnet mig tre centimeter.
De taler om at jeg skal have vestimulerende drop, som jeg siger ja til dels fordi jeg havde aftalt med mig selv på forhånd at jeg ville følge lægernes anbefalinger og dels fordi jeg ikke ønsker at trække fødslen længere ud end højst nødvendigt. Jeg kommer ind på en fødestue, hvor jeg møder min jordemoder, som skal hjælpe mig i fødslen og en jordemoderstuderende som assisterer. De virker begge utroligt søde og kompetente i deres job, hvilket giver mig en ro. Holger er i løbende kontakt med Cellavivas vagtcentral for at holde dem opdateret på hvor langt vi er i fødslen.
Det er onsdag d. 31 maj og vi bevæger os ud på formiddagen.
Jeg er på min fødestue og er ret forpint og kan desværre ikke komme i kar, som jeg gerne ville, pga. det vestimulerende drop.
Jeg får tilbudt en epidural og den siger jeg ja til. Den bliver leveret hurtigt og jeg får den nemt sprøjtet ind i ryggen. Det er nok den bedste og mest effektive smertelindring jeg i mit liv har fået, og jeg kan ikke andet end at anbefale det til alle som står og er presset over smerterne i ens fødsel.
Jordemoderen siger at hun kan se at babyen og jeg er i overarbejde og begge vores puls er stigende.
Jordemoderen og den studerende taler lidt frem og tilbage. En sygeplejerske kommer ind med nogle resultater af nogle prøver de tog af mig tidligere, jeg har fået en infektion med gruppe B streptokokker. Det hele giver mening nu, tænker jeg. Jordemoderen kigger på mig med alvor og anbefaler mig et akut kejsersnit, for min og barnets skyld. Jeg kan mærke at jeg bliver bange og ked af det, det var ikke sådan jeg havde tænkt min fødsel skulle udfolde sig. Jeg nikker og siger ja, imens jeg græder.
Holger ringer til Cellaviva og fortæller om den dramatiske drejning, hvilket betyder at en jordemoder fra Cellaviva skal være her indenfor femten minutter, da kejsersnittet bliver foretaget nu. Jeg bliver kørt ind på en stue, hvor der måske er 10-15 mennesker. Der er en let stemning, jeg græder stadig. En sygeplejerske tager mig i hånden og trøster mig med, at jeg skal møde min søn om lidt.
Det går hurtigt, og jeg hører babygråd fra Konrad.
De tager ham med over på et lille bord for at undersøge ham, en af sygeplejerskerne tager et billede af ham med min mands telefonen og viser mig det. Han er lille, lyserød og krøllet sammen – bare helt perfekt. De kører ham til neonatal, da han skal bruge lidt hjælp med vejrtrækningen, min mand Holger går med og jeg bliver kørt på opvågning.
Marie, som er min Jordemoder fra Cellaviva ,når lige præcis at dukke op og får opsamlet blod og navlesnor. Hun går med mig ned på opvågningen og tager blodprøver på mig, mens vi taler sammen.
Jeg er stadig meget grådlabil og græder lidt hele tiden, hun trøster mig og bliver ved med at fortælle mig at Konrad har det godt.
Vi finder hinanden igen på barselsgangen, hvor min mand er blevet parkeret med vores søn. Da jeg får Konrad i armene, mærker jeg vægten og varmen fra ham, han passer perfekt ind i mine arme, som en naturlig del af mig.
Vil du gerne vide mere om stamcelleopsamling?
Vores dedikerede team af jordemødre sidder klar til at hjælpe dig og besvare de spørgsmål du måtte have omkring stamceller og stamcelleopsamling. Ræk ud til os i dag, så tager vi godt imod dig.